Læs mere om sort te ren

Te er blade fra den stedsegrønne busk camellia sinensis. Hvid te, grøn te, oolong te og sort te stammer alt sammen fra denne busk, det er forarbejdningen af bladene, der giver hver kategori sin helt specielle smag, farve og karakteristika.

Bladene til sort te plukkes, så tørres de let, fermenteres (gæres), og tørres igen. Det er under fermenteringen at den grønne bladfarve skifter til kobberrød eller mørkebrun som vi kender den.

De bedst kendte te producerende lande er Kina, Indien og Ceylon (Sri Lanka).

Te fra Kina karakteriseres ved at være mild og garvesyresvag.

Indisk te er lidt mere fyldig og en anelse krydret - fra nogle indiske distrikter finder man en lidt maltagtig aroma i teen.

Ceylon te er den type der giver den kraftigste kop te - sort og fyldig og velegnet til mælk. I ceylon te er garvesyreindholdet højere end i de andre typer, men det er ikke noget negativt, snarere netop det, der er med til at fuldende teens smag.